De nationale bevægelsers fremvækst
I første halvdel af 1800-tallet bredte to på én gang nationale og liberalt-demokratiske bevægelser sig i den danske konges riger og lande: en slesvig-holstensk, der krævede en selvstændig slesvig-holstensk stat og en dansk nationalliberal, der ville have en stat af Danmark og Slesvig uden Holsten. I Nordslesvig kom der en dansksindet bevægelse, som havde et mere begrænset mål om ligestilling af dansk og tysk.
Den franske revolution i slutningen af 1700-tallet krævede, at magten skulle udgå fra folket. Den idé bredte sig til flere lande, men der kom hurtigt flere bud på, hvem folket egentlig er. Er folket de, der bor i en stat? Eller er et folk nogle, der i forvejen er bundet sammen af sprog og kultur? For de fleste danskere i Danmark gjorde og gør det ikke den store forskel, men det gør det mange andre steder i verden. Og det gjorde det i hertugdømmet Slesvig i 1800-tallet.
Den slesvig-holstenske bevægelse
1830 stillede embedsmanden Uwe Jens Lornsen krav om en fri demokratisk forfatning, som skulle være fælles for Slesvig og Holsten, der skulle blive til en ny stat – Slesvig-Holsten. Fire år senere blev der indført parlamenter, såkaldte stænderforsamlinger, men for Slesvig og Holsten hver for sig. Kun mænd med en vis indtægt eller ejendom kunne stemme, men det var alligevel begyndelsen på, at man kunne diskutere politik helt offentligt.
Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten blev hurtigt præget af en bevægelse, der krævede en moderne liberal forfatning fælles for de to hertugdømmer og større uafhængighed af Danmark. Denne såkaldt ”slesvig-holstenske” bevægelse var samtidig del af en større bevægelse i hele Tyskland, som ønskede et mere samlet Tyskland og lagde vægt på fællesskabet gennem tysk sprog og kultur. For dem var Slesvig tysk.

Slesvig-holstensk propagandategning med havomslynget doppelteg
Tegning fra: Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek, Kiel. Scanning: do.
Slesvig er gammelt dansk land
I Kongeriget Danmark påstod en anden liberal bevægelse derimod, at Slesvig var et gammelt dansk land. For dem kunne holstenerne godt skille sig ud, hvis de ville, men Slesvig var og blev dansk, hævdede de. Og de forsøgte at vinde tilhængere i Slesvig.

Fane syet af de augustenborgske prinsesser til slesvig-holstenske deltagere i den tyske sangerfest i Würzburg i 1845
Fane fra: Landesarchiv Schleswig-Holstein. Foto: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Dansk skal ligestilles med tysk
Det lykkedes kun delvis. Der kom godt nok en ”dansk” bevægelse i Slesvig, men de fleste af dens tilhængere ville egentlig bevare den gamle helstat af Danmark, Slesvig og Holsten. Men de kunne til gengæld godt tilslutte sig et krav om, at det danske sprog, de talte og lærte i skolen, skulle ligestilles med tysk som officielt sprog.

Sted: Skamlingsbanken
Både den slesvig-holstenske og den danske bevægelse søgte at mobilisere tilhængere på mange måder. Én af dem var store folkemøder, som var noget helt nyt. På dansk side blev der i 1843 holdt et stort møde på Skamlingsbanken, som dengang var Nordslesvigs højeste punkt.
Sted: Augustenborg Slot
På tysk side var hertugen af Augustenborg og hans hof et samlingspunkt. I Augustenborg fik man blandt andet en sangforening, der sang tyske sange. Den slags sangforeninger var et vigtigt middel til at udbrede slesvig-holstenske synspunkter.
Vil du vide mere
Her finder du en samling links til videre læsning om emnet.
Se linksTryk på et af nedenstående emner og find ekstra oplysninger på nettet
- Om de nationale bevægelser – se især afsnit 2-5 i artiklen (Grænseforeningen)
- Om Skamlingsbanken (Grænseforeningen)
- Om slesvig-holstenisme (Grænseforeningen)
- Om slesvig-holstenisme (Den Store Danske)
- Om sangforeninger (Grænseforeningen)
- Om de augustenborgske hertuger (Grænseforeningen)
- Om Slesvig-Holsten under den danske krone og Helstaten 1721-1814 (Den Store Danske)