Den sønderjyske historiekanon
– vær med til at skrive historie!
Alle mennesker er både historieskabte og medskabere af historie. De har fortællinger, erfaringer og erindringer, som de bruger til at orientere sig i verden. Deres erindringer påvirkes og formes af de fællesskaber, som de indgår i. Inden for et fællesskab føres der ofte bevidst politik for at styrke dets samhørighed og værdier. Et eksempel på sådan erindringspolitik er nationale kanonprojekter, som du måske husker fra fx folkeskolens historiekanon. Men som den sønderjyske historiekanon viser, behøver en kanon ikke at være et nationalt og topstyret erindringsprojekt.
Tjek din viden
Tag en test for at se, om du har styr på de centrale begreber. Start.
Case | Levet & fortalt historie | Historiebevidsthed | Erindringsfælleskab | Kanon
Case
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var det sønderjyske område en del af Det Tyske Kejserrige. 50 år tidligere havde den danske hær lidt nederlag til Preussen og Østrig. Efterfølgende var området sammen med resten af Slesvig og Holsten først indlemmet i Preussen og sidenhen i det nyskabte kejserrige. Selvom Danmark ikke var med i Første Verdenskrig, deltog soldater fra det dansktalende mindretal i Nordslesvig alligevel på tysk side, netop fordi området var en del af Tyskland.
Hvorfor valgte de dansksindede at gå i krig for Tyskland? At dømme ud fra breve fra starten af krigen følte de, at de var nødt til at deltage. Som tyske statsborgere havde de pligt til at forsvare landet, og kun hvis de gjorde det, kunne de sikre, at de havde de samme rettigheder som andre tyske statsborgere. Kæmpede de ikke, risikerede de at ryge i fængsel – og endnu værre at miste gården og den fædrene jord, for ikke at tale om retten til at bo i landet.
At soldaterne først og fremmest tænkte på at bevare familien, gården og kontakten til hjemegnen bekræftes for eksempel af soldaten I.J.I. Bergholts erindringer. I starten af krigen var der ifølge Bergholt ingen tvivl om, at Tyskland ville vinde. Det eneste fornuftige var derfor at kæmpe. For hvis han nægtede og flygtede til Danmark eller et andet land, ville han aldrig komme til at se sin hjemegn igen.
I efteråret 1918 stod det klart for fleste, at Tyskland ville tabe krigen. Blandt de dansksindede sønderjyder opstod der herefter en anden forklaring på, hvorfor soldaterne kæmpede på tysk side, og hvorfor ca. 6.000 soldater var blevet dræbt og ca. 4.500 gjort invalide. Ifølge den nye forestilling deltog soldaterne i krigen for at gøre det muligt, at Sønderjylland efter krigen kunne vende tilbage til Danmark. De havde hele tiden ønsket et tysk nederlag. Ved at opfylde deres borgerpligt havde soldaterne bevaret deres borgerrettigheder. De kunne derfor efter krigens ophør igen arbejde for Sønderjyllands indlemmelse i Danmark.
Efter Genforeningen blev historien om, at de dansksindede soldater i virkeligheden hele tiden havde arbejdet for et tysk nederlag med sigte på, at Sønderjylland kunne vende tilbage til moderlandet, genfortalt ved store jubilæer og mindehøjtideligheder for de faldne. Ingen fokuserede længere på, at de færreste troede på et tysk nederlag i starten af krigen, og at soldaterne tilsyneladende ikke forestillede sig, at en genforening med Danmark var en mulighed før krigens sidste måneder.
[Læs mere om den sønderjyske identitet blandt soldater under Første Verdenskrig i Steffen Lind Christensen: ”Nordslesvigeren er nr. 1”, Kulturstudier, juni 2015]
Levet & fortalt historie
Historie som fag handler om, hvordan vi undersøger og fortolker fortiden, hvilke fortællinger vi skaber om den, hvad den betyder for os, og hvordan vi bruger den. Fortiden er alt det, der er sket før det nu, som vi befinder os i. Fortiden kan også kaldes ”den levede historie”, da den dækker alt det, som mennesker har oplevet og gjort i den tid, der går forud for vores. Samlet set kan fortiden siges at være meget omfattende, og særligt for den er, at den ikke længere findes. I dag har vi kun brudstykker af den levede historie overleveret gennem spor af og fortællinger om, hvad der er foregået, og hvad folk har tænkt og sagt.
Ordet ”historie” kan således bruges om fortiden eller ”den levede historie”, men benyttes ofte også i en anden betydning, nemlig om, hvad man kan kalde ”fortalt historie”. ”Fortalt historie” er fortællinger om fortiden og kan have mange former: Det kan fx være de historier, som en bedstefar fortæller til sit barnebarn om sin barndom, en historisk film om 2. verdenskrig eller en lærebog, der bruges i historieundervisningen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at den levede historie ikke er identisk med den fortalte historie. Det så vi fx i eksemplet med de dansksindede sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig ovenfor. Selvom de tilsyneladende ikke havde Sønderjyllands genforening i tankerne, da de drog i krig, var det alligevel sådan, historien blev fortalt efter krigen, når de faldne skulle mindes. Der var altså forskel på, hvad der skete, og hvad man vælger at berette.
Om levede historie kan man endvidere sige, at den ikke ændrer sig – den er netop levet og fortid – men det kan vores fortællinger til gengæld gøre. Og selvom fortiden ikke længere eksisterer, spiller den en stor rolle i nutiden gennem de historier, vi fortæller om den. Hvad vi gør os af forestillinger om fortiden, er nemlig med til at forme vores opfattelse af verden i dag, og hvordan den kan udvikle sig i fremtiden. Med andre ord er fortællingerne om fortiden helt central for vores historiebevidsthed.
Historiebevidsthed
Som mennesker tænker vi historisk. Vi lever vores liv i tid. Vi befinder os hele tiden i nuet, men for at forstå vores omgivelser er vi nødt til at også at forholde os til den fortid, som de er blevet skabt i. Og når vi handler gør vi det hele tiden med fremtiden i baghovedet, for hvorfor skulle man handle, hvis det ikke var for at forandre eller bevare noget af det, som man støder på i nuet.
At der er en tæt sammenhæng mellem fortolkning af fortid, forståelse af nutid og forventninger til fremtid er en af de helt centrale dele af begrebet om historiebevidsthed.
[fra Anders Hassing og Christian Vollmond: Fra fortid til historie, Columbus 2013, s. 13]
Lige så væsentligt er det, at alle mennesker har en historiebevidsthed, der dannes og omdannes gennem hele livet. Historiebevidsthed er ikke det samme som ”viden om fortiden”, men er derimod det at bruge fortiden i nutiden med sigte på fremtiden. Og det er noget, som alle mennesker gør. Vi har nemlig alle erfaringer med og fortællinger om fortiden og bruger dem til at orientere os, tage stilling og handle efter. Eller sagt på en anden måde er det et menneskeligt grundvilkår, at vi både er historieskabte og historieskabende.
Mennesker som historieskabte
At være historieskabt vil sige, at vi er produkter af historiske og samfundsmæssige forhold. Dette gjaldt fx for de dansksindede sønderjyder under 1. verdenskrig, der var nødt til at handle inden for de rammer, som tidligere historiske begivenheder havde skabt. På grund af sproget og århundreders tilknytning følte de sig danske og forbundet med den danske kultur. Men som følge af krigen i 1864 var de blevet en del af Tyskland og måtte derfor kæmpe på tysk side ved verdenskrigens begyndelse for at bevare deres grundlæggende borgerrettigheder. Som sønderjydernes eksempel viser, handler det at være historieskabt således om identitet, gruppetilhør og hvilke muligheder vi som mennesker har for at tænke og handle på et bestemt tidspunkt i historien.
Mennesker som historieskabende
Som mennesker er vi dog ikke kun skabt af fortiden, men har også mulighed for at påvirke den retning, som historien skal tage. Det er det, man kalder at være historieskabende. Gennem handlinger kan vi forandre verden eller vi kan forsøge at bevare de samme vilkår, ligesom de dansksindede sønderjyder gjorde ved at gå i krig for at sikre, at de også i fremtiden havde samme vilkår som andre tyske borgere.
At forme fremtiden gennem handlinger er én måde at være historieskabende på. En anden lige så væsentlig måde er ved at skabe fortællinger. Som tidligere nævnt bruger mennesker fortiden til at orientere sig i nutiden, og det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi sætter fortiden i scene og bruger den. Gennem de historier, vi fortæller om fortiden, træffer vi nemlig valg om, hvad der er væsentligt og uvæsentligt, hvad der må glemmes – ja, måske endda hvad der skal undertrykkes. Og disse valg påvirker vores måde at forstå vores samtid og hvilke muligheder, vi har for at præge vores fremtid. Der ligger altså et ikke uvæsentligt magtaspekt i det at kunne skabe historiske fortællinger, som man selv eller andre mennesker handler ud fra.
Erindringsfællesskab
Alle mennesker har som sagt erfaringer og erindringer, de kan fortolke og bruge forskelligt. Vi danner imidlertid ikke kun vores erindringer individuelt. De fortællinger, som vi har om fortiden påvirkes og formes af de fællesskaber, vi indgår i, fx familien, klassen, byen eller det danske samfund som helhed. Inden for sådanne grupper spiller historie nemlig også en afgørende rolle, idet fælles fortællinger er med til at skabe en oplevelse af samhørighed og begrunde fællesskabets eksistens. Inden for fællesskabet tænker man, at ”vi” hører sammen, fordi ”vi” har en fælles historie om, hvor ”vi” stammer fra. Disse fælles fortællinger, der har karakter af en fælles hukommelse, og som er med til at sætte rammer for fællesskabet, kalder man ofte for kollektiv erindring. Den gruppe, hvis medlemmer deler de fælles oplevelser, kaldes et erindringsfælleskab.
Et af de mest oplagte eksempler på et erindringsfællesskab, hvor historier om fortiden spiller en central rolle, er nationalstaten. Nationalstaterne blev dannet i Europa i 1800-tallet, og i den forbindelse blev historiefaget brugt i skolen til at give borgerne en forestilling om at høre sammen. Der blev lagt vægt på nationens mindeværdige fortid og på særlige højdepunkter i fællesskabets historie, der bandt borgerne sammen og knyttede dem til magthaverne og staten. Gennem disse fortællinger i skolen og den øvrige påvirkning i familien, på arbejdspladsen, i hæren og massemedierne fik borgerne en følelse af et nationalt ”vi” og lærte bestemte normer og værdier.
I dag har det nationale erindringsfællesskab stadig væsentlig betydning for, hvordan vi forstår os selv. Det ser vi, når Danmark spiller landskamp i fodbold eller håndbold, og det mærker vi, når vi er ude at rejse, og møder andre danskere, som vi typisk vil føle en tættere tilknytning til end andre fremmede, som vi møder. Vigtigt er det dog at bemærke, at det nationale fællesskab ikke er det eneste, der er med til at bestemme, hvem vi er. Som det kan ses af figuren nedenfor kan man tale om, at vores identitet er knyttet til en række forskellige erindringsfælleskaber.
[Fra Anders Hassing og Christian Vollmond: Fra fortid til historie, Columbus 2013, s. 18]
I forhold til den sønderjyske historiekanon er det især den tredjeinderste cirkel, der er interessant. Historiekanonen har fokus på den regionale historie og har blandt andet til formål at finde ud af, hvad I i regionens unge generation opfatter som væsentligt i den sønderjyske historie. Eller sagt på en anden måde: Hvilken historie mener I, at I er skabt af?
At det er særligt interessant at kigge på den sønderjyske region, skyldes ikke mindst, at Sønderjylland har en anderledes historie end resten af landet. Det gælder dels den ældre historie, hvor området indgik i hertugdømmet Slesvig, og dels i en ikke alt for fjern fortid, hvor Sønderjylland var en del af Tyskland. Der kunne derfor være grund til at tro, at den regionale samhørighed er større, og at regionens historie betyder mere for den enkelte end i andre dele af landet. Spørgsmålet er, om det er rigtigt. Det kan du være med til at give et svar på gennem din deltagelse i historiekanonen.
Kanon – et eksempel på erindringspolitik
Erindringspolitik
Et fællesskabs historier overleveres som sagt ikke af sig selv. Hvad der skal huskes – og glemmes – reguleres i mange sammenhænge bevidst i fællesskaberne. Man taler i sådanne tilfælde om erindringspolitik.
Den måde, hvorpå historieundervisningen i 1800-tallet blev brugt til at skabe en national samhørighed (se ”Erindringsfællesskaber”), kan siges at være et eksempel på erindringspolitik.
Et andet eksempel kunne være den måde, man ved eftertidens mindehøjtideligheder mindedes de faldne og invaliderede sønderjyder under 1. verdenskrig. Selvom de fleste sønderjyske soldater tilsyneladende deltog i håb om at bevare deres borgerrettigheder i Tyskland, blev de i mindetalerne hædret for at have kæmpet for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Det skal formodentlig ses i det sønderjyske fællesskabs forsøg på at give mening til, at så mange var døde på tysk side i krigen. Efter 1920, hvor Sønderjylland var blevet en del af Danmark, gav det ikke længere mening, at de havde kæmpet for Tyskland – så soldaternes virkelige motiv måtte have været at kæmpe for, at regionen igen blev dansk.
Et tredje eksempel på bevidst erindringspolitik kan siges at være den tidligere VK-regerings kanonprojekter, der spillede en central rolle i 00’ernes såkaldte værdikamp.
00’ernes kanonpolitik
Ordet ’kanon’ betød på oldgræsk ’rettesnor’ eller ’målestok’. Sidenhen er ordet brugt om en beskrivelse, der tjener som rettesnor eller forbillede. Det første eksempel på en kanon kan siges at være Bibelen, hvor bestemte skrifter blev ”kanoniseret”, og altså optaget i det hellige skrift, mens andre evangelier blev valgt fra. Fra 300-tallet begyndte en tradition med at lave ikke-religiøse kanoner over forfattere og litterære værker, som man som dannet menneske burde have et indgående kendskab til. Denne tradition med at diskutere, hvilke forfattere der skriver bedst, hvilke forfattere der er værd at huske, og hvilke der lige så godt kan ryge i glemmebogen, er fortsat gennem hele litteraturhistorien og helt frem til i dag. Og når den litterære kanon siden 2005 er blevet fast pensum i de danske folke- og gymnasieskoler, skal det ses som et ønske om at danne de unge med udgangspunkt i denne kongerække af forfattere.
Der er således en lang tradition for at konstruere litterære kanoner. Men da Brian Mikkelsen i december 2004 satte gang i et arbejde frem mod en dansk kulturkanon, var der tale om en udvidelse af det traditionelle kanonbegreb. Nu skulle der ikke kun være en litterær kanon, men en kanon over alle de syv kunstarter: arkitektur, design og kunsthåndværk, billedkunst, scenekunst, litteratur, film og musik. Ifølge Brian Mikkelsen var kulturkanonens formål at styrke befolkningens kendskab til den nationale kulturarv og at øge forståelsen for de kunstneriske og kulturelle værdier, som vores samfund bygger på. I pressemeddelelsen, hvor han lancerede kanon-projektet skrev han i tråd hermed:
“Et studie af de væsentlige danske kunstværker vil ikke kun være en kunstnerisk opdagelsesrejse, det vil også være en rejse op gennem Danmarkshistorien. Det vil være et studium af vores udvikling som værdi- og kulturfællesskab. ( … ) En national kulturkanon kan være med til at gøre os klogere på os selv og på den nation, som vi er en del af.”
Interessant i denne sammenhæng er det først og fremmest at bemærke, hvordan hele formålet med kanonprojektet er at styrke udviklingen af det danske kulturelle erindringsfællesskab – altså at bedrive bevidst erindringspolitik.
Lige så interessant er det imidlertid at se på, hvordan Brian Mikkelsen valgte at udpege kanonpunkterne inden for de syv kunstarter. For hver kunstart nedsatte han et udvalg bestående af fem personer. Udvalgsmedlemmerne blev udpeget af kulturministeren og skulle være personer, der beskæftigede sig professionelt med det pågældende kulturområde. Det var med andre ord eksperter, ikke folkelige repræsentanter, der skulle udpege de 12 værker, som efter deres mening afspejlede dansk kultur.
Demokrati- og historiekanon
I kølvandet på kulturkanon-projektet fulgte to andre kanoner: En demokrati- og en historiekanon. Begge disse projekter har den grundlæggende lighed med kulturkanonen, at de er udtryk for en erindringspolitik, hvor en gruppe af eksperter blev sat til at udpege, hvad der er væsentligt at huske.
Baggrunden for demokratikanonen var, at regeringen oplevede demokratiet som under pres. Kanonen skulle derfor ”bidrage til en løbende og levende debat om frihed og folkestyre ved at give nogle pejlemærker og ved at pege på nogle væsentlige retninger og milepæle i udviklingen af demokrati og frihedsrettigheder.”
Historiekanonen var tænkt som en liste med 29 begivenheder, der skulle udgøre 20-25 % af folkeskolens undervisning i historie. Kanonen var ifølge Bertel Haarder rettet imod ”historieløsheden [samt] den uvidenhed og kulturløshed, der præger de mange unge” og skulle sikre, at eleverne i folkeskolen ikke kun blev præsenteret for brudstykker af historien, men også fik et tilstrækkeligt overblik. På grund af det valg af begivenheder, der er truffet, er kanonen dog blevet kritiseret, blandt andet af professor Bernard Eric Jensen. Han har kaldt historiekanonen for et nationalt genrejsningsprojekt – og ser den således som et værdi- og erindringspolitisk projekt på linje med kulturkanonen.
En anderledes historiekanon
Den sønderjyske historiekanon adskiller sig fra de beskrevne kanonprojekter på i hvert fald to væsentlige punkter. For det første er der ikke – som i fx kulturkanonen – tale om et nationalt, men et regionalt projekt. For det andet kan projektet siges at have en langt mere demokratisk karakter. Den sønderjyske historiekanon er ikke som 00’ernes kanonprojekter et oppefra-og-ned projekt. Det er nemlig ikke eksperter, men almindelige unge mennesker som dig, der bliver spurgt om, hvad der er værd at huske. I får mulighed for at give jeres mening til kende og for at diskutere med andre unge fra regionen, hvad I opfatter som væsentligt og uvæsentligt for den sønderjyske identitet. I får med andre ord en chance for at blive medskabere af den regionale historiske fortælling, som den skal se ud i fremtiden.
Tjek din viden
Tag en test for at se, om du har styr på de centrale begreber. Start.
